Jeg ønsker en ny udlændingepolitik

5 09 2011
Jeg gengiver Radikale Venstres “7-punkte-udspil” vedr. udlændingepolitik:

Radikale Venstre ønsker en ny udlændingepolitik i Danmark, som forbedrer forholdene for udlændinge som kommer hertil, giver danskerne bedre rettigheder og som betragter udlændinge som en ressource for Danmark.

Vi fremlægger her vores væsentligste ønsker, blandt mange, og vil kæmpe hårdt for enhver forbedring af den danske udlændingepolitik.

Ja til kærlighed – nej til pointsystemer

Det skal være lettere for danskere med udenlandske ægtefæller, at få lov at bo i deres eget land med deres familie. Staten skal ikke blande sig i, hvem man gifter sig med gennem nytteværdi-vurderinger.

Min Familie: Ægtefælle Annonciata Niyomubyeyi har rwandisk statsborgerskab, vores børn Anna og Harry er danskere. For at Annonciata fik lov til at bo i Danmark sammen med os, skulle vi gennem en familiesammenførings-procedure med krav, der ikke stilles til andre, der ønsker at leve sammen. Disse krav ændres fortløbende, så vi aldrig ved om vi opfylder dem, når opholdstilladelsen skal genvurderes.

Radikale Venstre vil arbejde for, at dem der søger familiesammenføring efter de danske regler, skal sidestilles med dem, der søger efter EU-reglerne. Og ægtepar, der kan forsørge sig selv og har en passende bolig, skal kunne bo sammen i Danmark. Ansøgerne skal kunne begynde på danskundervisning med det samme.
Endvidere skal retssikkerheden styrkes ved at klagesager behandles i et domstolslignende familiesammenføringsnævn.

  • Af de 3.869 tilladelser, der blev tildelt i 2010, var 3.268 til danske og nordiske statsborgere. Kun 16 procent af tilladelserne til ægtefællesammenføring givet til herboende udlændinge.

Øget og målrettet indsats mod tvangs-ægteskaber

Nye regler og en forstærket indsats skal hindre tvangsægteskaber. F.eks. skal politiet have mulighed for at udstede et polititilhold, mod en nærmere afgrænset gruppe, som politiet har begrundet mistanke om kunne medvirke til et tvangsægteskab eller anden æreskriminalitet. Og så skal danske myndigheder indlede et tæt samarbejde med myndigheder i de lande, hvor tvangsægteskaber er mest udbredt

Asyl

Asylansøgere skal have ordentlige forhold, mens de venter på at få deres sag afgjort. Asylansøgere, også afviste ansøgere, der ikke kan sendes til deres oprindelsesland, skal have ret til at arbejde og uddanne sig i Danmark.

Der skal sættes loft over hvor lang tid ansøgere skal opholde sig i centrene. Børnefamilier skal have tilbud om at flytte ud af asylcenteret senest efter ½ år, mens andre skal have tilbuddet efter maksimalt 1½ år.
Der skal indføres et nyt asylklagesystem, hvor asylafgørelser kan prøves ved domstolene ligesom alle andre afgørelser.
Asylbørn, der kan være stærkt traumatiserede, skal have et retskrav på psykologbistand.
Reglerne for humanitært ophold skal i højere grad tage hensyn til mennesker med svære lidelser.

  • I 2010 var den gennemsnitlige opholdstid i asylcentrene på 471 dage.
  • 296 børn havde ultimo december 2010 opholdt sig i asylcentersystemet i over ét år.

Integration

Vi vil styrke indsatsen for at borgere med udenlandsk baggrund deltager på arbejdsmarkedet.

Der skabes flere målrettede tilbud, som f.eks. danskundervisning fra dag 1 i Danmark og et klippekort til danskundervisning, der varer 5 år.
Renoveringsindsatsen i udsatte boligområder forøges og den boligsociale indsats opprioriteres.
Starthjælpen, 225 timers reglen og loftet over kontanthjælpen afskaffes, så ydelserne normaliseres

  • 70 pct. af dem som modtager starthjælp eller introduktionsydelse er fattige, med en indkomst på under 4.500 kr. om måneden.
  • 44 pct. af de etniske børn i alderen 3-19 år lever i familier, hvor hverken mor eller far har et arbejde.

International rekruttering

Danske virksomheder har brug for kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal den internationale rekruttering styrkes. Reglerne om greencard forenkles så det bliver lettere at få greencard, bl.a. sænkes pointkravene og kriteriet ”tilpasningsevne” fjernes. Uddannelse i Danmark skal give ret til greencard.

Radikale Venstre vil sikre at udlændinge, som kommer til Danmark, kan finde skoler til deres børn. Vi vil fjerne begrænsninger for, at folkeskolen kan undervise på andre sprog end dansk og oprette en pulje, hvor kommuner kan søge om penge til at oprette en international folkeskole eller udvide en eksisterende folkeskole med et eller flere internationale spor. Målet er, at der skal være en international folkeskole i hver af de 5 største byer i Danmark.

Permanent ophold og statsborgerskab

Reglerne om permanent ophold og statsborgerskab skal bruges aktivt for at fremme integrationen i tråd med anbefalingerne fra den nuværende regerings egen integrationstænketank.

For det første skal ingen der er dagpengeberettiget (kræver mindst 52 ugers ordinær beskæftigelse og at man står til rådighed for arbejdsmarkedet) kunne miste deres midlertidige opholdstilladelse.
For det andet skal også mennesker med indlæringsvanskeligheder kunne opnå tidsubestemt opholdstilladelse uanset deres beskæftigelse.
For det tredje skal adgang til statsborgerskab primært afhænge af sprogkundskaber og opholdstid i landet.
For det fjerde skal der skabes mulighed for dobbelt statsborgerskab.
Desforuden skal retssikkerheden for tildelingen af statsborgerskab skal styrkes markant.
Kravene skal skrives ned i lovgivning i stedet for de løse politiske aftaler og cirkulærer, der kan ændres fra dag til dag og ikke er underlagt de almindelige demokratiske spilleregler. Kravene om at nye statsborgere skal være selvforsørgende og kunne bestå indfødsretsprøven afskaffes.

Myndigheder og forvaltning

Integrationsministeriet nedlægges og opgaverne fordeles til andre ministerressort.

Advertisements

Actions

Information

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s




%d bloggers like this: